Langt de fleste mennesker går igennem flere perioder med livskrise i løbet af deres liv. Det er således et ganske normalt og forventeligt fænomen. Derfor er det vigtigt ikke at sygeliggøre livskrisen, men i stedet se den som en naturlig del af menneskelivet og af menneskets udvikling igennem et livsforløb.
En livskrise vil typisk opstå som reaktion på en markant ændring i personens liv, hvad enten denne er selvvalgt eller er opstået uventet. Det kan eksempelvis dreje sig om skilsmisse, dødsfald i familien, at børnene flytter hjemmefra, at man bliver opsagt fra sit arbejde, at helbredet svigter eller at man flytter væk fra sine vante omgivelser. Oplevelsen af krise eller af at noget ikke er, som det skal være, kan dog også opstå uden en oplagt ydre årsag. I dette tilfælde kan oplevelsen af krise være sværere at forholde sig til, idet man ikke har noget ydre at hænge sine reaktioner op på.
Ofte vil livskrisen være en periode, hvor der er mulighed for udvikling, modning og transformationsåledes, at man vil kunne se tilbage og konstatere, at krisen har forandret og styrket én, hvilket ikke altid er til at se under og kort efter processen, hvor det hele bare virker hårdt og anstrengende.
Det er naturligvis afgørende, hvordan krisen håndteres. Forsøg på undgåelse af de svære følelser er naturligt og menneskeligt, men som regel ikke den mest frugtbare strategi, da man derved dels undlader at adressere det, der kunne give udvikling og forandring, dels kan få skabt nogle uheldige vaner og strategier, der senere kan give bagslag (eksempelvis arbejdsnarkomani, misbrug/overforbrug af rusmidler eller fortsættelse af relationer, der burde ophøre). Man kan opleve, at livet begynder at virke meningsløst og måske ligefrem skræmmende, og tilstanden kan udvikle sig til en egentlig depressions- eller angsttilstand. Samtaleterapi kan derfor være en god idé i tilfælde af en livskrise, idet man herved kan blive støttet til at bevare kontakten til de svære følelser og til at foretage de nødvendige valg i livet, så tilstanden kan føre i retning af mere mening og livskvalitet frem for det modsatte.
Man bør skelne livskrisen fra en traumatisk krise, som er en akut krise, forvoldt af en voldsom og uventet begivenhed, som ikke kan ses som en forventelig del af livet. Begge slags kriser kan gøre, at man søger hjælp, f.eks. hos en psykolog. Om det er den ene eller den anden slags krise er dog ikke nødvendigvis så afgørende i forhold til, hvilken behandling, der iværksættes. Der findes særlige psykoterapeutiske metoder til de akutte traumer, der nogle gange forårsager egentlig PTSD (Posttraumatisk Stressforstyrrelse), og her kan det give mening at søge behandling, der er specifikt målrettet dette. Langt de fleste typer af krisetilstande lader sig dog lindre betydeligt af psykoterapi, uanset metode. Ofte er alene det at have en empatisk og professionel samtalepartner en stor hjælp og støtte til processen.