Et dødsfald i ens nære omgangskreds, hvad enten der er tale om en ægtefælle, et familiemedlem eller en nær ven, kan give en krisereaktion, der kan handle om meget andet end ”blot” tabet af den afdøde. Man kan begynde at stille spørgsmålstegn ved, om man lever på den rette måde, om man bruger sit liv og sin tid rigtigt og ens værdier i livet kan komme op til overvejelse. Man mærker måske døden ”ånde en i nakken”, også selvom man ikke selv regner med at være på vej i graven. ”Eksistentielle overvejelser” eller en ”eksistentiel krise” kan man måske kalde det.
Tabet af en nærtstående vil typisk udløse en sorgreaktion, som kan se ud på mange forskellige måder: Man kan opleve en akut, voldsom emotionel reaktion lige efter tabet eller der kan gå lang tid, førend følelserne for alvor kommer frem. Forløbet kan være langstrakt, over flere år, eller det kan være overraskende kortvarigt. Der er ikke én rigtig måde at sørge på.
Mange oplever en særligt voldsom reaktion, når den sidste af ens forældre dør. Man føler sig måske som ”den næste i rækken” og man stiller sig selv spørgsmålet om, hvornår man mon selv skal herfra.
Mange spørger til, hvornår sorgen ”går over”. Spørgsmålet er, om den overhovedet skal det? Måske er det i orden for altid at have en sorg over en elsket afdød, som man kan ”kontakte” – så længe det er en sorg, man har taget sig af, da den var mest akut, og som ikke er en hindring for ens videre liv.