Det er vigtigt at sige, at livskriser også kan komme som følge af begivenheder, vi normalt betragter som ”positive”, herunder eksempelvis en fødsel af et barn i familien. Hvad enten man selv er mor, far eller fx bedsteforældre til det nye barn, giver det dog også et skift i identitet og roller i familien, især hvis barnet er det første i familien. Pludselig er man ”rykket en generation frem”, med det ansvar og de nye forventninger, dette indebærer. For især bedste- og oldeforældre kan dette måske skabe kontakt til en dødsangst – man rykker en generation frem og er dermed tættere på livets afslutning.
For mennesker, der bliver forældre for første gang, kan der selvsagt være mange nye ting at forholde sig til af både praktisk og eksistentiel art, og parforholdet kommer måske på en prøve. For solo-forældre kan der optræde en ensomhedsfølelse og for forældre, der har kæmpet hårdt for at få barnet via fertilitetsbehandling eller adoption kan der måske optræde en tomhedsfølelse eller en så ekstrem taknemmelighed, at den kan være svær at rumme. Man bliver måske overdrevet bekymret for, at der skal ske barnet noget eller at man ikke er god nok som forældre.
I tilfælde af abort, hvad enten det drejer sig om en provokeret abort eller en spontan abort, kan der komme efterreaktioner, man måske ikke havde forudset. Man kan opleve en sorg-reaktion, som omgivelserne måske har svært ved at forstå, da man jo ”aldrig har kendt barnet” eller ”bare kan få et andet barn”. I tilfælde af provokeret abort ”har man jo valgt det selv”, men dette valg kan ske på en baggrund, som måske ikke har noget at gøre med, at man ikke ville have ønsket sig det barn. Man kan være påvirket af ydre faktorer, som gør at man måske har følt sig tvunget eller presset til aborten. Måske oplever man efterfølgende tvivl om, hvorvidt beslutningen var den rette, og der kan optræde en ikke ubetydelig skyldfølelse.
Alle disse faktorer i forbindelse med fødsel eller abort kan medvirke til, at man kommer ind i en livskrise, som man har svært ved at se sig ud af. Her kan det hjælpe at tale med en udenforstående samtalepartner og/eller det kan anbefales at søge gruppetilbud, hvor man kan møde ligesindede.