Lige som ved dødsfald er kritisk sygdom hos en selv eller en pårørende en livssituation, der kan vække følelser som afmagt, sorg, håbløshedsfølelse, oplevelse af tab og dødsangst. Afhængig af stadiet er man typisk bekymret for sygdommens forløb og prognose, for eventuelle mén og for, om man selv eller den pårørende i sidste ende vil overleve, hvis det er en potentielt livstruende sygdom.
Alle vil selvfølgelig kunne sætte sig ind i, at man går igennem en svær tid af disse årsager. Alligevel kan det være overraskende for mange hvor hårdt man kan blive ramt. En forklaring på dette kan være, at man også ”rammes på eksistensen” på et dybere plan, således at man måske begynder at stille spørgsmålstegn ved det, man tidligere tog for givet, man tager sit liv op til revision, føler behov for at foretage markante ændringer i sit liv eller oplever en dyb meningsløshed ved livet. Alt dette kan være tegn på, at man er ramt på det eksistentielle plan.
Det er for de fleste mennesker vigtigt at kunne dele disse tanker og følelser med andre, både for at undgå, at ensomhedsfølelsen også bliver en følgesvend, og for at kunne få nogle nuancer og reflektioner med, som man måske ikke selv gør sig. Her kan det at gå i samtaleterapi være en løsning, også selvom man har gode venner og familie at tale med, da den professionelle samtale ofte kan bidrage med noget andet end den private i kraft af det neutrale rum, som den skaber.